Du er her:  Forsiden >  Artikler >  Stele         Søg på sitet:
"Stele" af Bent Sørensen Artikel    Gå til artikel-oversigten.
"Stele" af Bent Sørensen.
Bent Sørensens ”Stele” står i Villa Albas have på Chr. Filtenborgs Plads.
Haven er privat, men udefra kan man se den abstrakte 3 m. høje og ½ m. brede bronzeskulptur.
"Stele" af Bent Sørensen
Bent Sørensen (1923 - 2008). Her ved afsløringen i 1992 af sin bronzeskulptur ”Tre former” på Nikolaj Plads i København.
Gennem indgangslågen til Villa AlbaChr. Filtenborgs Plads kan man kigge ind i den private have og se en næsten tre meter høj og ½ meter bred bronzeskulptur, ”Stele”, af Bent Sørensen.
Bent Sørensen har her skabt en dynamisk, opadstræbende skulptur, der på afstand ser ud, som om den står direkte på jorden, men den hviler på en meget lav granitsokkel.
Kubistiske elementer
Hans tunge, abstrakte og smukt forarbejdede skulptur unddrager sig en fornuftsmæssig forklaring. Figuren hælder lidt, og de kubistiske elementer, der vokser sammen og fra hinanden, ser ud til at kunne kamme over når som helst og vælte.
Figurens klodser, der er lavet af bronzeplader og svejset sammen til lukkede kasser, er - taget hver for sig - simple og overskuelige. Trods deres åbenbare tyngde kan de forskudte klodser afspejle nutidens omskiftelser og uro.
Stelen set fra to forskellige vinkler.
Bent Sørensens "Stele" foran Villa Albas hovedindgang.
Konkretisme
Bent Sørensen specielle interesseområde var konkretismen, hvilket fremgår tydeligt i denne skulptur i Villa Albas forhave - her som en konstruktion sammensat af bronzeelementer.
Skulpturen virker ved sin kontante tilstedeværelse i rum og form som et ornament, der udfordrer tyngde, fleksibilitet og massivitet.
Privat område
Man kan blive fristet til at gå ind i haven, men man skal huske på, at det er privat område.
Malersvend – såmænd
Bent Sørensen (1923-2008) blev udlært malersvend i 1944 og gik på Kunstakademiet indtil 1947. Hans tidlige arbejder var naturalistiske, men under et ophold i Paris i 1948 fik han kontakt med hviderusseren Ossip Zadkine, og det nonfigurative blev fra 1960erne Bent Sørensens foretrukne udtryksform.
Han har arbejdet i mange forskellige materialer som skrot, støbe- og pladejern, cortenstål, bronze og granit.
Leverandør til offentlige byrum
Mange af Bent Sørensens store nonfigurative skulpturer udsmykker offentlige byrum herhjemme og i udlandet. Han blev medlem af Den Frie Udstilling i 1958 og har modtaget både Eckersbergs Medalje og Thorvaldsens Medalje.
Bent Sørensen udstillede i "Linien II", en nyavangardistisk kunstnergruppe, der var opkaldt efter den abstrakt-surrealistiske kreds af danske kunstnere, der i 1930'erne samlede sig omkring tidsskriftet "Linien".
Linien II
I 1947 dannede bl.a. Ib Geertsen, Bamse Kragh-Jacobsen, Niels Macholm, Albert Mertz og Richard Winther sammenslutningen Linien II, der samme år udstillede i Tokantens galleri i København.
Navnet understreger en fortsættelse af Liniens indsats i 1930erne. På deres anden udstilling i 1948 blev der næsten udelukkende vist konstruktive værker, hvilket blev afgørende for den konkrete kunsts udvikling i Danmark.
Linien II blev opløst i 1952, men senere blev der arrangeret endnu to udstillinger, "Linien 3, konkret realisme" i 1956 og "Linien igen" i 1958.
Links:
Bent Sørensen
  Artikel om kunstneren I Den Store Danske Encykklopædi.
Bent Sørensen
  Artikel fra Weilbachs Kunstnerleksikon.
©