Ny Vært
Da den populære Kragh-Nielsen havde trukket sig efter sæsonen i 1942, overtog Aarhus Haandværkerforening forpagtningen med Marinus Nielsen som restauratør, hvilket varede til 1948.
Foto fra 1955. Jessie-balletten optræder på Varna med "Rosenkavaleren". Store tab – på servicet
Byrådet havde netop bekostet en omfattende modernisering ”til glæde for både gæster og personale”, men besættelsestiden var begyndt at sætte sine spor. Efter sæsonen 1942 kunne Marinus Nielsen konstatere, at Varna havde mistet service og inventar for 50.000 kroner, hvilket svarer til over 1 million kr. i 2010: 172 havde taget stofservietter med hjem.
6 havde fjernet kaffeduge. Endvidere var der forsvundet 457 tallerkener, 500 kaffekopper, 2700 glas og 57 rødvinskarafler.
Fra toiletterne var der fjernet 47 håndklæder.
Alle de forsvundne sager var mangelvarer under Besættelsen. Men tiden havde været med forlystelseslivet. Folk trængte til at more sig under krig og krise, og i visse kredse flød pengene også rigeligt. Aktieselskabet Fotorama overtager forpagtningen
I 1948 overgik forpagtningen af Varna til Aktieselskabet Fotorama, hvis kapital byggede på produktion og udleje af stumfilm og ejerskab af biografer. Den nystartede Turistforening fik for en meget kort tid endda genoplivet turistsejladserne til Varna og Ørnereden, og der blev anlagt en legeplads under opsyn af medlemmer af lottekorpset. ”Lille Dorthe”
1950ernes faste mand på Varna blev kapelmester Hans Larsen, hvis datter, ”Lille Dorthe”, senere blev kendt under navnet Dorthe Kollo.
TV-udsendelsen 1956
I juni 1956 nåede de nye tider til Varna. Der var stort opbud af folk og TV-udstyr for at sende 35 minutter fra Varna og bugten.
Udsendelsen var et forsøg på at sende med ganske “almindelige” mennesker i stedet for med stjerner fra underholdningsbranchen. Skoven og bakkerne hindrede teknikerne i at sende programmet til den nyopførte sender på Søsterhøj, hvorfra signalerne skulle sendes videre til København.
I stedet måtte man i hast rejse et antennetårn ved Varna, så man kunne komme op over bakkerne og skoven. 50 års jubilæum
Varnas 50 års jubilæum blev fejret, men i begyndelsen af 1960erne ”skete der ikke nok” på Varna, hvis stedet skulle bevare en plads i byens liv. I kølvandet på røret om et højhushotel ved nuværende Helnan Marselis Hotel tilbød en af byens kendte restauratører, Gunnar Gravholt fra danserestauranten Maritza og natklubben Den Blå Fugl, at købe Varna.
Han ville gøre stedet til hotel og helårsforretning, men kommunen var endnu ikke parat til at sælge, og ingen af projekterne blev realiserede.
Stranden ved Varna, som Demokratens tegner Martinus Hougaard så den i 1951. Helge Hansens “Det ny Varna”
I 1964 udlejede Aktieselskabet Fotorama Varna Pavillonen til den foretagsomme og fantasifulde Helge Hansen, der sporenstregs omdøbte Varna til ”Det ny Varna”. Han elskede fest og musik og genindførte fortidens soireer. Det var ikke gået så godt i slutningen af 1950’erne og i begyndelsen af 1960’erne. Varna var nedslidt og langt fra at være en af ”de smukkeste skovrestauranter i Norden,” som det havde lydt i 1909.
Da den populære Kragh-Nielsen havde trukket sig efter sæsonen i 1942, overtog Aarhus Haandværkerforening forpagtningen med Marinus Nielsen som restauratør, hvilket varede til 1948.
Foto fra 1955. Jessie-balletten optræder på Varna med "Rosenkavaleren". Store tab – på servicet
Byrådet havde netop bekostet en omfattende modernisering ”til glæde for både gæster og personale”, men besættelsestiden var begyndt at sætte sine spor. Efter sæsonen 1942 kunne Marinus Nielsen konstatere, at Varna havde mistet service og inventar for 50.000 kroner, hvilket svarer til over 1 million kr. i 2010: 172 havde taget stofservietter med hjem.
6 havde fjernet kaffeduge. Endvidere var der forsvundet 457 tallerkener, 500 kaffekopper, 2700 glas og 57 rødvinskarafler.
Fra toiletterne var der fjernet 47 håndklæder.
Alle de forsvundne sager var mangelvarer under Besættelsen. Men tiden havde været med forlystelseslivet. Folk trængte til at more sig under krig og krise, og i visse kredse flød pengene også rigeligt. Aktieselskabet Fotorama overtager forpagtningen
I 1948 overgik forpagtningen af Varna til Aktieselskabet Fotorama, hvis kapital byggede på produktion og udleje af stumfilm og ejerskab af biografer. Den nystartede Turistforening fik for en meget kort tid endda genoplivet turistsejladserne til Varna og Ørnereden, og der blev anlagt en legeplads under opsyn af medlemmer af lottekorpset. ”Lille Dorthe”
1950ernes faste mand på Varna blev kapelmester Hans Larsen, hvis datter, ”Lille Dorthe”, senere blev kendt under navnet Dorthe Kollo.
TV-udsendelsen 1956I juni 1956 nåede de nye tider til Varna. Der var stort opbud af folk og TV-udstyr for at sende 35 minutter fra Varna og bugten.
Udsendelsen var et forsøg på at sende med ganske “almindelige” mennesker i stedet for med stjerner fra underholdningsbranchen. Skoven og bakkerne hindrede teknikerne i at sende programmet til den nyopførte sender på Søsterhøj, hvorfra signalerne skulle sendes videre til København.
I stedet måtte man i hast rejse et antennetårn ved Varna, så man kunne komme op over bakkerne og skoven. 50 års jubilæum
Varnas 50 års jubilæum blev fejret, men i begyndelsen af 1960erne ”skete der ikke nok” på Varna, hvis stedet skulle bevare en plads i byens liv. I kølvandet på røret om et højhushotel ved nuværende Helnan Marselis Hotel tilbød en af byens kendte restauratører, Gunnar Gravholt fra danserestauranten Maritza og natklubben Den Blå Fugl, at købe Varna.
Han ville gøre stedet til hotel og helårsforretning, men kommunen var endnu ikke parat til at sælge, og ingen af projekterne blev realiserede.
Stranden ved Varna, som Demokratens tegner Martinus Hougaard så den i 1951. Helge Hansens “Det ny Varna”
I 1964 udlejede Aktieselskabet Fotorama Varna Pavillonen til den foretagsomme og fantasifulde Helge Hansen, der sporenstregs omdøbte Varna til ”Det ny Varna”. Han elskede fest og musik og genindførte fortidens soireer. Det var ikke gået så godt i slutningen af 1950’erne og i begyndelsen af 1960’erne. Varna var nedslidt og langt fra at være en af ”de smukkeste skovrestauranter i Norden,” som det havde lydt i 1909.
”Søtel”
For Helge Hansen lå det ”ny” i en ide om at lave Varna til - ikke et motel - men til et søtel for lystsejlere og sejlsportsfolk, der kunne lægge til ved en lang, ny anløbsbro med hotelkabiner lige neden for Varna.
Asger Muchitsch tegning fra artikel i Aarhuus Stiftstidende 28. august 1966. ”Fantasier”
Et søtel skulle nok kunne tiltrække sejlsportsfolk fra hele verden, mente han - og sikkert få fine folk som Onassis og Maria Callas til at lægge vejen omkring Århusbugten.
Det var bestemt ikke alle folk i Århus, der gik i små sko i 1960erne, men byens fædre afviste projektet som ”fantasier”. Helge Hansen drev Varna med stor succes også uden søtel-planerne. Det skulle være en ”folkelig restaurant med kvalitet”, så nu var det Otto Leisner-tid, og der blev foruden lagt stor energi i internationale eksotiske varieteer. I 1969 var det slut for Helge Hansen. Han havde forsøgt at købe Varna af kommunen, men den gav i stedet forpagtningen videre til restauratør Frank Jensen. Frank Jensen på banen
Frank Jensen overtog Varna den 1. maj 1969. Han nåede i rekordfart at gå konkurs allerede i juli måned - blot tre måneder efter starten. Heller ikke han gik i små sko - snarere i waders, der var flere numre for store. Dur ikke – væk!
Frank Jensen startede med at smide alt det gamle service ud, købe nyt til 600.000 kr., undlade at betale - og så stikke af, da det hurtigt begyndte at brænde på. Og så havde det endda været en af de bedste sæsoner for restauranten med en omsætning på 800.000 kroner, som altså aldrig dukkede op i kassen. Konkurscirkus
60-års jubilæet i 1969 blev fejret med stor festivitas sammen med orkesterleder Arne Lamberth og sangerinden Ulla Pia. Senere optrådte alle datidens andre kendte navne i underholdningsbranchen på Varna, der forsatte i den store stil i Jensens konkurscirkus.
Ulla Pia
og Arne Lamberth
optrådte på Varna i 1969.
Fine forpagtningsvilkår
Kommunen ejede stadig Varna i 1969 og forventede sig meget af den initiativrige Frank Jensen, der var af gammel hotelslægt.
Han var mødt op med en række planer, der så lovende ud, og han fik en kontrakt på fem år med meget rimelige forpagtningsvilkår. Smuk og folkelig som i de ”gode, gamle dage”
Frank Jensen ønskede at lave Varna til et familiested og diskotek for de unge. Han ville drive Varna som en "smuk og folkelig" forretning, få stedet på fode og bringe de ”gode, gamle dage” tilbage. Fri entre for spisende familier og diskotek for den modne ungdom udtrykker han i en hensigtserklæring i dagbladet Demokraten den 13.4.1969 før overtagelsen 1. maj.
Varna Pavillonens store restaurant skulle nu deles op i forskellige sektioner, der kunne åbnes efter behov. Kommunen tøver
Besøgstallene var tilfredsstillende og omsætningen tilsyneladende ligeså, men allerede efter et par uger var der problemer med lønafregninger til personalet.
Mange var bekymrede, men kommunen reagerede ikke, for efter dens forlydender gik det jo fint med omsætningen, og Frank Jensen ønskede at gå helt sine egne veje. Konkursen
Frank Jensen kom fra Hjørring, hvor han allerede havde vanskeligheder med driften af en anden restaurant. Han betalte helst ikke sine leverandører og formåede at trække betalingerne i langdrag, selv om rygterne allerede havde svirret om hans økonomi. Han gik sine egne kringlede veje – og gik konkurs med et brag. Kommunen og Skattevæsenet måtte stille sig i kø sammen med 200 andre kreditorer. Kommunen tabte knap 200.000 kroner. Med Frank Jensens konkurs havde kommunen endeligt fået nok og besluttede at skille sig af med Varna. Læs mere
For Helge Hansen lå det ”ny” i en ide om at lave Varna til - ikke et motel - men til et søtel for lystsejlere og sejlsportsfolk, der kunne lægge til ved en lang, ny anløbsbro med hotelkabiner lige neden for Varna.
Asger Muchitsch tegning fra artikel i Aarhuus Stiftstidende 28. august 1966. ”Fantasier”
Et søtel skulle nok kunne tiltrække sejlsportsfolk fra hele verden, mente han - og sikkert få fine folk som Onassis og Maria Callas til at lægge vejen omkring Århusbugten.
Det var bestemt ikke alle folk i Århus, der gik i små sko i 1960erne, men byens fædre afviste projektet som ”fantasier”. Helge Hansen drev Varna med stor succes også uden søtel-planerne. Det skulle være en ”folkelig restaurant med kvalitet”, så nu var det Otto Leisner-tid, og der blev foruden lagt stor energi i internationale eksotiske varieteer. I 1969 var det slut for Helge Hansen. Han havde forsøgt at købe Varna af kommunen, men den gav i stedet forpagtningen videre til restauratør Frank Jensen. Frank Jensen på banen
Frank Jensen overtog Varna den 1. maj 1969. Han nåede i rekordfart at gå konkurs allerede i juli måned - blot tre måneder efter starten. Heller ikke han gik i små sko - snarere i waders, der var flere numre for store. Dur ikke – væk!
Frank Jensen startede med at smide alt det gamle service ud, købe nyt til 600.000 kr., undlade at betale - og så stikke af, da det hurtigt begyndte at brænde på. Og så havde det endda været en af de bedste sæsoner for restauranten med en omsætning på 800.000 kroner, som altså aldrig dukkede op i kassen. Konkurscirkus
60-års jubilæet i 1969 blev fejret med stor festivitas sammen med orkesterleder Arne Lamberth og sangerinden Ulla Pia. Senere optrådte alle datidens andre kendte navne i underholdningsbranchen på Varna, der forsatte i den store stil i Jensens konkurscirkus.
Ulla Pia
og Arne Lamberth
optrådte på Varna i 1969.
Fine forpagtningsvilkårKommunen ejede stadig Varna i 1969 og forventede sig meget af den initiativrige Frank Jensen, der var af gammel hotelslægt.
Han var mødt op med en række planer, der så lovende ud, og han fik en kontrakt på fem år med meget rimelige forpagtningsvilkår. Smuk og folkelig som i de ”gode, gamle dage”
Frank Jensen ønskede at lave Varna til et familiested og diskotek for de unge. Han ville drive Varna som en "smuk og folkelig" forretning, få stedet på fode og bringe de ”gode, gamle dage” tilbage. Fri entre for spisende familier og diskotek for den modne ungdom udtrykker han i en hensigtserklæring i dagbladet Demokraten den 13.4.1969 før overtagelsen 1. maj.
Varna Pavillonens store restaurant skulle nu deles op i forskellige sektioner, der kunne åbnes efter behov. Kommunen tøver
Besøgstallene var tilfredsstillende og omsætningen tilsyneladende ligeså, men allerede efter et par uger var der problemer med lønafregninger til personalet.
Mange var bekymrede, men kommunen reagerede ikke, for efter dens forlydender gik det jo fint med omsætningen, og Frank Jensen ønskede at gå helt sine egne veje. Konkursen
Frank Jensen kom fra Hjørring, hvor han allerede havde vanskeligheder med driften af en anden restaurant. Han betalte helst ikke sine leverandører og formåede at trække betalingerne i langdrag, selv om rygterne allerede havde svirret om hans økonomi. Han gik sine egne kringlede veje – og gik konkurs med et brag. Kommunen og Skattevæsenet måtte stille sig i kø sammen med 200 andre kreditorer. Kommunen tabte knap 200.000 kroner. Med Frank Jensens konkurs havde kommunen endeligt fået nok og besluttede at skille sig af med Varna. Læs mere
Gustav Winckler-tid
Slutningen af 1950’erne var Gustav Winckler-tid (1925-79) på Varna med Svend Aage
Esbensens orkester.
Lægen og forfatteren, Poul Stadil (f. 1939), skriver om ungdomstidens Varna i sin roman Kys kirurgen:
Slutningen af 1950’erne var Gustav Winckler-tid (1925-79) på Varna med Svend Aage
Esbensens orkester.
Lægen og forfatteren, Poul Stadil (f. 1939), skriver om ungdomstidens Varna i sin roman Kys kirurgen:-
“Spisning og dans på Aakrogen eller Varna, hvor Sv. Aa. Espersens Orkester spillede.
Undertiden med Gustav Winckler som sanger.
De mere finkulturelle gik til koncert med byorkesteret i Scala eller en udstilling af kunst på Rådhuset, byens stolthed …”
-
“På højde med Restaurant Varna slog den velhavende Andreas ud med hånden og bød ind på en flaske
Niersteiner hvidvin.
Der var en del mennesker, men de var heldige at få et bord til to. Og - viste det sig overraskende blev der spillet god gedigen dansemusik af Svend Aage Espensens orkester, der nu og da blev endnu bedre ved nærværet af tidens store mandlige refrænsanger: Gustav Winckler!
Ham kunne de også begge to vældig godt lide…” “....mens Gustav croonede et hit fra filmen “Moulin Rouge” om Toulouse-Lautrec’s liv.
Og teksten lød noget i retning af: Du kysser min mund
men hvor er dit hjerte,
du tænker på èn
som ikke....” “Da de lidt efter forlod dansegulvet samt Varna, smægtede Gustav så blidt og blødt, som var han i deres sko:
“Det er så svært at sige farvel
til den man elsker....”
©