Du er her:  Forsiden > Turforslag >  H. C. Andersen og Aarhus >  Frederiksgade 32         Søg på sitet:
H.C. Andersen og Aarhus.  Frederiksgade nr. 32. (3) Turen på Kort    Oversigten over Turforslag 
Frederiksgade 32     
I land på Skibsbroen
Tirsdag den 1. juni 1830 var H. C. Andersen lige gået i land på Skibsbroen i Aarhus efter en stormfuld overfart fra København. Det var hans første besøg i Jylland.
I et brev til Ludvig Læssøe den 4. juni 1830 skriver han om ankomsten og Aarhus:
    ”…. hele Gaden seilede med mig, og med Gjæstgiveren som Cicerone ankom jeg i mit Hotel hvor jeg fik nogle Vesitter samme Aften, af Oberst Guldberg Hr Krigskomisær Elmqvist og næsten de andre Medpagagerer saa mit Værelse var propfuldt, og jeg først seent kom til Ro.”
”Gjæstgiveren” er Franz Fulling fra Vinkældergaarden og Fullings Have, obersten er Julius Høegh-Guldberg (1779 – 1861), der boede i Frederiksgade 32, og Hr. krigskommissær Elmquist er redaktøren af Aarhuus Stiftstidende i Mejlgade 48.
Frederiksgade 32 i 1968. Ejendommen ejedes af oberst Julius Høegh-Guldberg, da H. C. Andersen var på besøg i 1830. Ejendommen kom senere til at hedde Bødker Balles Gård.
Virakken
Selv om H. C. Andersen kom sent til ro på ankomstdagen, har virakken omkring hans unge person passet ham udmærket. Han fortsætter muntert og drilagtigt i brevet til Ludvig (Ludovicus) Læssøe:
    ”Igaaer (Onsdag) var jeg til Middag hos Oberst Guldbergs, og besøgte med dem en Skov-Egn ved Havet der var deilig, men hvad der vist vilde have moret Hrr Ludovicus meere end mig, var to store Skabe med Oldsager, (thi Guldberg er Oldgransker) her var ogsaa mange Forsteninger, Hovedpyndt og et Been af en Kjæmpe-Jomfru, med samt hendes curiøse Hals-Baand af Rav Stykker…”
Til middag
Den omtalte middag blev indtaget i Julius Høegh-Guldbergs gård i Frederiksgade 32 med have helt ned til Aarhus å.
Julius Høegh-Guldberg med familie.
Blandt gæsterne var også maleren, Martinus Rørbye, hvad H. C. Andersen mærkeligt nok ikke nævner i sine breve, men middagen omtales i Rørbyes egen rejsedagbog for 1830.
Rejsekammerater
H. C. Andersen foretog en del af sin første Jyllandsrejse sammen med Martinus Rørbye, der var jævnaldrende og studiekammerat med Emmerich Høegh-Guldberg, hvis far var Julius Høegh-Guldberg, men i øvrigt kunne tilrejsende kunstnere altid forvente en god modtagelse hos Høegh-Guldberg familien.
De gode forbindelser
H. C. Andersen har sikkert også haft en introduktionsskrivelse med fra Julius Høegh-Guldbergs indflydelsesrige brødre i København. De var en del af familien Collins omgangskreds.
Bødker Balles Gård.
Ud i det grønne
Som det fremgår af brevet til Læssøe, arrangerede oberst Guldberg en udflugt til ”en Skov-Egn ved Havet” - i dette tilfælde Marselisborgskovene, som H. C. Andersen nogle år senere fik lejlighed til at besøge flere gange under sine ophold på Vilhelmsborg i 1853.
Julius Høegh-Guldberg
Julius Høegh-Guldberg var søn af statsminister og senere stiftsamtmand i Århus, Ove Høegh-Guldberg. Obersten var udskrivningschef i Århus og flyttede senere til Klostergade 14, der blev revet ned i forbindelse med anlæggelsen af Borggade i 1930’erne.
Julius Høegh-Guldberg er kendt i lokalhistorien i Aarhus for anlæggelsen af Vennelystparken i 1824.
Til venstre: H.C. Andersen malet af Albert Küchler i Rom, januar 1834.
Til højre: H.C. Andersens karikatur af sig selv fra 1830.
Læs mere
Küchler og Andersen     Digtet "Pjat, pjat"     Digtet "Aftenen"
H. C. Andersen og Küchler
H.C. Andersen mødtes livet igennem med mange forskellige kunstnere. Han havde tidligt mødt Rørbye og Emmerich Høegh-Guldberg, og under sit ophold i Rom i 1834 traf han mange af den danske guldalders malere.
Maleren Albert Küchler
fortæller om den alvorligt udseende digter, at denne også havde en anden side - både den ufrivilligt komiske og den løsslupne:
    »Ja, vi havde megen Morskab af ham, da han var her. Engang red vi paa Æsler ud i Sabinerbjærgene, og paa én Gang var Andersen væk. Hans Æsel hørte hjemme i en Bondegaard derude, han kunde ikke styre det, det løb hjem og midt ind i Stuen med ham. Dèr stod det, han kunde hverken faa det frem eller tilbage, og Folkene saa jo ganske forskrækkede paa den aparte Rytter, som kom dem saa nær paa Livet og gjorde de underligste Dikkedarer til dem.
    Aa, der var saa mange Historier! Han vilde altid, at man skulde spøge med ham, og saa vilde han altid have fat i mig.
    Engang sad vi paa et Osteri, og saa blev han ved med at sparke mig paa Knæerne. »Lad nu være, lad nu være med det!« sagde jeg; men han vilde ikke. Saa tog jeg fat i Benet, lige idet han sparkede, og trak i ham og fik Støvlen af, som jeg saa smed igjennem en Døraabning ind til en Del Bønder og saadan Nogen, der sad i Rummet ved Siden af. Dèr maatte han saa humpe ind og hente Støvlen; men han blev forresten ikke vred.«
- og H. C. Andersen egen beretning
H. C. Andersen beretter selv i Dagbogen fra den 24. oktober 1833 om udflugten til Frascati, og den er noget mere afdæmpet:
    …Vi leiede nu Æsler, jeg fik det bedste og saaledes reed vi ind mellem Bjergene forbi Ruiner af Ciceros Villa op til det gamle Tuskulum…”
"Pjat, pjat"
H. C. Andersen elskede at fremsige og improvisere vers ganske ugenert fra barnsben, og han elskede at optræde. Det lille, tidlige - og ganske indtagende og ironiske – næsten revyagtige
digt ”Pjat, Pjat” blev trykt i Kjøbenhavns-Posten så tidligt som den 22. 9. 1830 kort efter digterens første Jyllandsrejse.
Han havde da allerede været indbudt til adskillelige middage, hvor han har gjort mange nye menneskers bekendtskab – i Aarhus bl. a. Høegh-Guldberg og Elmquist:
    Om tebordet sidder de damer smukt
    ak, munden er aldrig på dem lukt:
    Pjat! Pjat!
    Den ene taler om silke og bånd,
    den anden viser sin hvide hånd,
    den tredje er poetisk stemt
    hun sværmer, og stiger, så så det er slemt.
    Pjat! Pjat!
    Om ballerne snakkes der bredt og vidt,
    ja politikken får også sit.
    Pjat! Pjat!
    Ved bordet sidder en mandsperson,
    han er så rar i konversationen;
    han smiler og skænker dem viddets mjød,
    og damerne siger: "hvor han er sød"
    Pjat! Pjat!
    Nu tager man da teatret fat,
    så kommer de først i den rette pjat.
    Pjat! Pjat!
    Til sidst skrider natten endelig frem;
    man så - ja så skal der følges hjem.
    Det hjælper ikke at krybe i skjul;
    nu går der først som en kæp i hjul:
    Pjat! Pjat!
    Pjat! Pjat!
H. C. Andersen var tidligt klar over sin egen rolle og skriver om det lille digt i "Mit Livs Eventyr".
Måske har han allerede så tidligt i sin karriere følt tomhed, ensomhed og rastløshed:
    ”Enkelte gange løftede lunet mig over det bitre i omgivelserne. Jeg så dets svagheder og også mine egne. I et sådant øjeblik fremsprang det lille digt ”Pjat, Pjat” der blev opfattet som pamflet, og jeg derfor i en mængde blade og aviser overstænket med godtfolks vers og prosa.
    Ja en nådig frue i hvis hus jeg kom kaldte mig til sig og spurgte strengt inkvisitorisk om jeg kom i huse, hvor dette digt kunne passe. Det kunne det ikke på hendes kreds, men at mennesker nu let, fordi jeg var gæst der, kunne falde på også, at nævne det sted som det jeg sigtede til og nu fik jeg en ordentlig straffeprædiken. I teatrets forsal trådte en aften en velklædt og mig ubekendt dame lige hen mod mig og med et udtryk af forbitrelse så hun mig ind i ansigtet og sagde ”pjat”. Jeg tog hatten af. Høflighed er også et svar.
Digtet "Aftenen" fra 1825
En Aften deilig, som i en Roman!
(For Rimets Skyld, som en i Hindostan.)
O Alnaturen til mit Hjerte taler,
Det maa herud: "Ja, ogsaa jeg er Maler!"
See, Solen synker i sit røde Blod,
Og Aander suse gjennem Skovens Toppe.
Her slumrer Uskyld sødt ved Bøgens Rod,
See hvilke fede Bønderdrenge-Kroppe!
Violer dufte fra det unge Græs,
Og hisset vandre Præstens hvide Gæs.
See hist en gammel Bonde paa sit Øg,
En Fugleskræmme paa en Rocinante;
Nu holder han hist ved den flakte Bøg,
Og tæller Penge af en gammel Vante.
Endnu engang han ret beseer sin Skat,
Og griber derpaa atter Tøilen fat;
Ham Længsel driver mod det elskte Hjem,
Hvor Hytten staaer imellem Nøddehække.
Men ikkun langsomt, langsomt gaaer det frem.
See, hvor han seer mod Skyens Bjergerække;
Dog Phantasus ham følger i hans Nød,
Og viser i det Fjerne et Fad Grød.
Hvor malerisk staaer Fiskerhytten der!
See, Vinduet kneiser med halvtredie Rude!
Hvor gløde dog i Aftensolens Skjær
De halve tre imellem gamle Klude!
Og rundt om Hytten Tjørnehække staae,
Broderede med Strømper og med Sokker,
Og Himlen favner Alt saa klar og blaa,
Mens Fiskerkonen hjem fra Stranden sjokker.
See, hist paa Skrænten staaer en lang Person
Med Ansigtet saa blegt, som salig Werther,
Og med en Næse, stor som en Kanon,
Og Øine bitte smaa, som grønne Ærter.
Han synger noget Tydsk med et "woher?"
Og stirrer derpaa ud i Vesterlide.
Hvorfor mon han vel staaer saa længe der?
Ja Herre Gud! Man kan ei Alting vide;
Dog er det sikkert, har jeg rigtigt seet,
En Gal, en Elsker, eller en Poet.
Kort, printvenlig udgave af turen
her.
© 
Karikatur
I digtet ”Aftenen” fra 1825 beskriver han sig selv:
    ”See, hist paa Skrænten staaer en lang Person
    Med Ansigtet saa blegt, som salig Werther,
    Og med en Næse, stor som en Kanon,
    Og Øine bitte smaa, som grønne Ærter”
(Se hele digtet under Læs mere)
Ludvig Læssøe
Ludvig Læssøe (1808-78) var bror til den berømte Frederik Læssøe, generalen og helten, der faldt i slaget ved Isted under Treårskrigen 1848-50.
Ludvig, som i brevet kærligt kaldes Ludovicus, var historisk interesseret. Han var ansat i Kommerce-Kollegiet og senere ved Det kgl. Mynt- og Medaillekabinet.
Han endte som inspektør ved De danske Kongers kronologiske Samling på Rosenborg.
HCA havde stiftet bekendtskab med familien Læssøe i sommeren 1829, da de lå på landet i Taarbæk, og han blev hurtigt en hyppig gæst hos familien.
Han blev ikke alene ven med to af husets sønner, men også med moderen, Signe Læssøe (1781-1870), som han stod i brevveksling med det meste af livet.
Emmerich Høegh-Guldberg
Emmerich Lucian Høegh-Guldberg 1807-1881. Søn af oberst Julius Høegh-Guldberg.
Elev fra Katedralskolen i Aarhus. Adjunkt og senere forstander for Prins Ferdinands Tegneskole i Aarhus.
Skolen i Klostergade 14 var oprettet i 1828 for kunstnere og håndværkere og blev forløberen for Aarhus tekniske Skole.