Du er her:  Forsiden > Turforslag >  H. C. Andersen og Aarhus > Havnen >  Dynkarken         Søg på sitet:
H.C. Andersen og Aarhus.  Dynkarken. (2) Turen på Kort    Oversigten over Turforslag 
Anton Chr. Kjærulff
Under sit besøg på Vilhelmsborg ved Mårslet i 1853 hos lensbaron Ove Gyldenkrone (1824-1863) foretog H. C. Andersen flere udflugter i omegnen, bl.a. i Marselisborgskovene og til Moesgaard.

Dynkarken som den tager sig ud i dag.(Set fra syd mod Europaplads).
På en af turene hjem fra herregården Moesgaard Sankt Hans aften væltede den ene af rejseselskabets to hestevogne på broen over Giber å. Den voldsomme begivenhed skildres i afsnittet om Vilhelmsborg.
På turen befandt sig også en ung dame, frøken Kjærulff, der sad i samme vogn som H. C. Andersen. Hun var datter af kommandør, overlods og indruleringschef, Anton Chr. Kjærulff (1791-1883), der boede i Dynkarken nr. 43.

Dynkarken kort før nedrivningen af hele gadens østside i 1957/58. Den hvide bygning ude til højre er nr. 43, hvor familien Kjærulff boede. (Set fra syd mod Europaplads).
Til middag i Dynkarken
Under sit to uger lange ophold på Vilhelmsborg i 1853 var H. C. Andersen til middag hos familien Kjærulff i Aarhus.
I et brev fra den 14. juni til Henriette Wulff skriver han:
    ”…Forleden Dag var jeg derinde i Byen til en Dinée hos Capitain Kjærulf, hvor jeg traf Marineministeren Bille og Lieutenant Lund, efter Bordet kjørte de med til Wilhelmsborg og drak Thee her..”
Endnu et besøg i Dynkarken
Den næstsidste dag inden afrejsen fra Vilhelmsborg til Drewsen i Silkeborg tog H. C. Andersen igen til Aarhus for at besøge familien i Dynkarken. Til samme Henriette Wulff skriver han den 30. juni fra Silkeborg:
    ”..I Søndags tog jeg fra Vilhelmsborg, hvor der er smukt og godt at være. Søndagen tilbragte jeg i Aarhuus hos Kjærulfs der holde alle særdeles meget af Broder Christian og bade mig hilse ham. - Det er særdeles hjertelige Mennesker, og de indbyde mig, naar jeg et andet Aar kom til Aarhuus, da at boe hos dem. - I Mandags Middag naaede jeg Silkeborg.

Dynkarken nr. 43. Ejendommen blev bygget af købmand Rasmus Malling i 1795 som enkesæde. Mallings enke boede i huset til sin død i 1841.
Huset blev derefter lejet ud til Anton Chr. Kjærulff. (Hugo Matthiessens foto fra ca. 1917).
Kjærulffs ”plejesøn”
H. C. Andersen giver ikke nogen forklaring på relationerne mellem familierne Gyldenkrone og Kjærulff.
Ved folketællingen i 1845 - altså otte år før HCA besøger de to familier - fremgår det, at Ove Gyldenkrones ældste søn, den 12-årige Carl Gyldenkrone, er opført på folketællingslisten som Kjærulffs plejesøn. Det forholder sig nok snarere sådan, at Kjærulffs havde forskellige unge mennesker som logerende i det store hus, heriblandt også lensbaronens søn, mens denne gik på Katedralskolen.

Udsnit af husstandsoversigt. Oversigten bygger på folketællingen 1845.
Carl arvede senere lensbarontitlen og Vilhelmsborg (1863-95).
Søstrene Kjærulff
Kjærulff havde to døtre, Annette (1821-1900) og Magdalene (1824 - 1904), der begge forblev ugifte. Det fremgår ikke, hvem af søstrene, der deltog i den uheldige udflugt sammen med H. C. Andersen.
Søstrene blev senere skolebestyrerinder i Frøken Kjærulffs Pige-Institut i den statelige bygning på Fredens Torv 7-9 på hjørnet af Fredensgade.
Kort, printvenlig udgave af turen her.
© 
Steen Andersen Bille
1797-1883. Viceadmiral og søn af admiralen med samme navn.
Han var chef for korvetten Galathea under skibets jordomsejling i 1845-47. Han gjorde tjeneste under Treårskrigen 1848-51.
Efter krigen gik han ind i politik og blev marineminister uden dog at opnå større indflydelse.
Friedrich E. A. E. Lund
1823-1907. Premierløjtnant i Søetaten.
Han var senere med på togt til Østen for at deltage i udlægning af telegrafkabler for Det Store Nordiske Telegrafselskab, hvilket samtidigt viste det danske flag i Kina og Japan.
Avancerede siden til kommandør og kontreadmiral.
Christian Nicolai Wulff
1810-1856. Sekondløjtnant i Søetaten, søofficer ved Søkadetakademiet og lillebror til Henriette Wulff.
H. C Andersens forhold til Wulff-familiens yngste søn, Christian Wulff, var af kammeratlig og ligefrem karakter. De blev ”dus”, hvilket absolut ikke var almindeligt dengang, hvor man i de højere kredse og i det gode borgerskab holdt på formerne og etiketten.